søndag den 3. december 2017

Julekort 2017

Igen i år har min søster og jeg broderet nye motiver til årets julekort - måske har du endda allerede set dem i Hendes Verden. Så mangler du et unikt og personligt julekort til én du mener fortjener en sød og varm julehilsen så kan du vælge imellem disse fem motiver juletræer, julesokker, nøddeknækker, julerugbrød eller julerose. Du må blande ligesom du ønsker - 1 stk. 15,- og 5 stk. for 60,- (ekskl. porto) Skriv en kommentar her eller send mig en mail på rumfangblog@gmail.com hvis du ønsker at købe dette års julekort.

mandag den 16. oktober 2017

Hæklede hjemmesko

Disse hyggelige hæklede hjemmesko er uundværlige til den fodkolde tid som vi går i møde. Hjemmeskoene er i str. 36/38 alt efter, hvor stramt man hækler. Opskriften finder du lige her

tirsdag den 25. april 2017

Hæklede bogstavdyr fra "Hit med lyden"



De seneste par måneder har jeg i samarbejde med Sproghuset Viborg udarbejdet hækleopskrifter til bogstavdyrene fra sprogværktøjet ”Hit med Lyden.” Et sprogværktøj, der benyttes i institutioner med børn fra 0-6 år. Jeg er klar med de 8 første bogstavdyr og i løbet af de næste måneder kommer flere til. Du kan finde opskrifterne lige her

lørdag den 3. december 2016

Salg af broderede julekort

Igen i år har min søster og jeg broderet nye motiver til årets julekort. Så mangler du et unikt og personligt julekort til én du mener fortjener en sød og varm julehilsen så kan du vælge imellem disse fire motiver juletræer, julesokker, julerugbrød eller julerose. Du må blande ligesom du ønsker - 1 stk. 15,- og 5 stk. for 60,- (ekskl. porto) Skriv en kommentar her eller send mig en mail på rumfangblog@gmail.com hvis du ønsker at købe dette års julekort.

mandag den 14. november 2016

Hjemmelavede julegaver

Står du og mangler en hjemmelavet julegave til en du holder af? Så har jeg her samlet ni bud på en hæklet en af slagsen. En hjemmehæklet gave som du sagtens kan nå at få klar inden juleaften, der er jo længe længe til ;) Du finder opskrifterne lige her. God hæklelyst

mandag den 17. oktober 2016

Hækleopskrift på Folkevognsrugbrød

Så er hjælpen på vej, hvis du skulle stå og mangle et lille hækleprojekt til efterårsferien. Det kan endda være, at du allerede skal i gang med de hjemmelavede julegaver? Her er i hvert fald et bud på en personlig gave som du kan give til en lille en som du holder af så bestemmer du selv lejligheden. Du finder opskriften her

tirsdag den 11. oktober 2016

Broderi på dåbskjole

Har fået æren af at brodere navne på en fin dåbskjole, der skulle luftes endnu en gang i søndags. Jeg er kommet med forslag til skrifttyper og broderisting og forældrene har efterfølgende suverænt fået lov til at bestemme alle detaljer på dåbskjolen så den er blevet ligesom de ønskede det.

mandag den 19. september 2016

Broderet gæstebog

I weekenden har jeg været til det fineste og ikke mindst festligste bryllup hos min veninde. Jeg havde fået den store ære og fornøjelse af at designe og brodere gæstebogen til den store dag. Resultatet blev denne meget enkle og klassiske løsning som heldigvis også var lige efter brudeparrets hoved.

søndag den 28. august 2016

Babysengetøj med broderet fransk bulldog

Endnu en dåbsgave blev færdig til denne weekend. De glade givere ville gerne give noget personligt og spurgte derfor mig om jeg ville brodere en fransk bulldog på noget babysengetøj, da den lille familie også rummer en fransk bulldog. Det ville jeg naturligvis gerne og resultatet blev en stor broderet fransk bulldog på den ene side af sengetøjet mens den anden side er mønstret med små søde skyer.

søndag den 21. august 2016

Fru Zippe broderikits

Er glad for, at kunne præsentere disse nyheder for jer her på bloggen. Jeg har nemlig udvidet VW-familien og mine designs for broderifirmaet Fru Zippe med boblen. De er på gaden i næste uge og du finder nærmeste forhandler lige her. Rigtig god søndag til jer alle :)

søndag den 14. august 2016

Hæklet barnevognskæde med dyr

I forrige indlæg var det en barnevognskæde med mini folkevognsrugbrød. En barnevognskæde, der var tiltænkt en barselsgave til en baby, hvis køn, der først ville blive afsløret ved fødslen så jeg satsede på bilerne. Babyen er nu kommet til verden og det viste sig at være en pige så jeg måtte i gang med hæklenålen igen, hvilket resulterede i denne nye version. En barnevognskæde, der indeholder tre dyr som de nybagte forældre alle har et forhold til og blandt andet været omgivet af i deres egen barndom. Jeg forsøger altid at være mine barselsgaver så personlige som muligt, hvilket gør det endnu mere sjovt at designe og ikke mindst at give som gave efterfølgende. Opskriften er tilgængelig lige her

lørdag den 23. juli 2016

Opskrift på barnevognskæde

Så er der endnu et lille hækleprojekt til sommeren. Disse små folkevognsrugbrød er meget enkle, at hækle og kan både anvendes som små bamser, til uroer eller som det ses på billedet til en barnevognskæde, der er perfekt at give som enten barsels- eller dåbsgave. Opskriften finder du lige her

tirsdag den 7. juni 2016

Hæklehjælp i varmen - opskrift på hæklede ispinde

Er du ved at smelte her i sommervarmen? Så er her eventuelt lidt hækling til at køle dig ned med. Jeg har fået lavet opskrifter på
lidt forskellige af de kendte danske ispinde. Så find hæklenålen frem og placer dig et rart sted i skyggen og lad hæklingen begynde. Du finder opskriften lige her.

søndag den 22. maj 2016

Hæklede dukker i alle aldre

Bloggen har stået ret stille på det seneste - en af årsagerne ses blandt andet her. Jeg har i et fordybelsesprojekt på studiet arbejdet med, at skabe narrative hæklede dukker og her ses nogle af de personligheder, som kom til i min designproces. En af mine mål var, at hækle dukker i alle aldre og krydre det med lidt humor. Det har været nogle lærerige uger og kreativiteten har til tider været ren leg. I morgen går eksamensperioden for alvor i gang og inden alt for længe står sommerferien for døren.

torsdag den 24. marts 2016

DIY på søde små påskekyllinger

Disse små påskekyllinger er super lette, at hækle så du kan sagtens nå at få glæde af dem denne påske. Du finder opskriften gratis lige her. God påske og god hæklelyst!

mandag den 7. marts 2016

Dådsgave til Alfred

På det seneste har jeg brugt utrolig meget tid på et skoleprojekt, der skal munde ud i en udstilling på Textilforum i Herning. Der er dog lige blevet tid til at brodere et sæt sengetøj til en veninde der gerne ville give en personlig gave til lille Alfreds barnedåb.

lørdag den 13. februar 2016

Korsstingsbroderi - jeg er vild med det!

Jeg er blevet helt vild med, at brodere korssting og i øjeblikket arbejder jeg med nye mønstre og eksperimenterer med farver og designs. Det er vældigt sjovt og nu ligger der en vinterferie forude, hvor der rigtig er tid til at lege. Håber også at i har tid til små kreative sysler i de kommende dage. God weekend...

torsdag den 28. januar 2016

Nye broderikits fra Fru Zippe

I forbindelse med min fantastiske og lærerige praktik i Broderi Moderne i Aarhus arbejdede jeg blandt andet med at designe broderimønstre. Med kyndig vejledning fra min praktikvært Pelse Asboe kom der blandt andet disse "Folkevognsrugbrød" ud af det. Derudover har jeg også lavet borter til babysengetøj med bondegårdsdyr og folkevogne - dem kan du se lige her. Disse fire designs er nu blevet til broderikits fra broderifirmaet Fru Zippe. Skulle det være noget for dig så kan du finde nærmeste forhandler lige her. Det er lidt vildt men også ret så dejligt, at der nu er noget ude i det ganske danske land med mit navn :)

søndag den 10. januar 2016

Opskrift på hæklede luffer

Inden det blev sne og vintervejr nåede jeg lige akkurat at få hæklet disse luffer. Jeg har længe haft lyst til at udfordre mig selv med nye hækleteknikker og projekter. Så det var en ren fornøjelse, at få afprøvet kræfter med lufferne og er blevet godt tilfreds med dem. Opskriften ligger i min Ravelry Shop som du finder lige her. Rigtig god søndag og husk at nyde sneen mens den stadig er her :)

onsdag den 30. december 2015

Hjemmelavede julegaver

Ingen jul uden hjemmelavede julegaver for midt vedkommende. Dette broderede familieportræt kom under træet til min søster i år - og det blev taget godt imod. Mega hyggeligt lille ferieprojekt.

søndag den 29. november 2015

Mangler du et broderet julekort til én du holder af?

Sidste år startede jeg med at brodere julekort til venner og familie. I år er min søster hoppet med på ideen og vi har givet hvert vores bud på julen 2015. Så mangler du et unikt og personligt julekort til én du mener fortjener en sød og varm julehilsen så kan du vælge imellem disse to motiver og blande dem som du vil. 1 stk. 15,- og 5 stk. for 60,- (ekskl. porto)

søndag den 15. november 2015

Hæklet nissehue DIY

December nærmer sig med hastige skridt og det samme gør de kreative juleforberedelser. En af mine veninder havde fundet denne fine opskrift på en hæklet nissehue på nettet. Den vil jeg naturligvis gerne dele med jer så der kan nå at sprede sig endnu mere julestemning inden at vi rammer december. Opskriften finder du lige her. Rigtig god hæklelyst.

fredag den 4. september 2015

Broderet portræt

Jeg har den forløbne uge arbejdet på, at udvikle broderede portrætter i forbindelse med et forløb på skolen. Dette er min første sort/hvide og meget klassiske prøve, der er broderet ud fra et foto. Jeg vil gerne arbejde videre med at gøre broderiet endnu mere personligt evt tilføje farver, tekst eller andre detaljer efter modtagerens ønske.

søndag den 30. august 2015

Verdens hurtigste mand - Usain Bolt

VM i atletik er ikke gået min næse forbi og verdens hurtigste mand er stadig jamaicanske Usain Bolt - og han må naturligvis også hækles :)

mandag den 27. juli 2015

Til min lille niece

Lidt hyggeligt sommerbroderi til min tre uger gamle niece. Det blev til vendbart sengetøj med mønstret stof på den ene side og ensfarvet på den anden side med lidt ord til den lille ny.

søndag den 12. juli 2015

Korsstingsbroderi fra genbrugen tilsat tekst fra min hånd

Har været temmelig heldig med mine seneste besøg i diverse genbrugsbutikker. Jeg har fået købt nogle helt fantastisk flotte gamle korsstingsbroderier som jeg har givet nyt liv. Først faldt jeg over denne blomsterkrans som jeg straks tænkte, at jeg kunne pifte lidt op med noget moderne og humoristisk tekst. Resultatet blev dette, der enten ender som et billede til min entré eller som en sofapude

søndag den 5. juli 2015

Broderet babysengetøj

Endnu en barselsgave til en sommerbaby. Først har jeg hæklet de små bondegårdsdyr og bagefter er de blevet broderet på sengetøjet så det hele passer sammen :)

tirsdag den 23. juni 2015

Selvpassende kaktusser

Ideelt til årstiden med små kaktusser, der hverken skal have vand eller anden opmærksomhed fra grønne fingre. De små hæklede kaktusser kan med andre ord passe sig selv også selvom du skulle snuppe en ferie hjemmefra i løbet af sommeren. Skulle det være noget for dig kan du finde dem i min lille shop øverst på siden.

tirsdag den 16. juni 2015

Rya og flos "Drømmeland"


Snart er det sommerferie men inden, da er der lige den sidste 
formidlingseksamen. Min første eksamen var en skriftlig tekstileksamen, der tog udgangspunkt i udstillingen "Abstrakte kvinder," med Else Alfelt og Marianne Grønnow, på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning. Jeg valgte, at tage udgangspunkt i de to kunstneres inspiration fra naturen, deres evne til at splintre motiver og deres farvebrug. Resultatet er blevet disse tre rya og flos bjerge, som ved hjælp af deres farver og form skal fortælle om livet og drømmene, der udspiller sig heri. 

Jeg har efterfølgende været så heldig at få lov til at udstille dem på museet i Herning, hvor de vil følge udstillingen "Abstrakte kvinder" frem til 30. august.

søndag den 31. maj 2015

Hel' og Løkke

Jeg skriver eksamensopgave i formidling i øjeblikket, men kunne ikke dy mig for en lille overspringshandling. Så lad mig præsentere toppen af dansk politik i hæklet version. Lad os finde håndtasken frem, skåle i kolde fadøl og lad det være den bedste løsning for Danmark, der vinder - så har jeg vist ikke sagt for meget ;) God valgkamp!

fredag den 8. maj 2015

Babysengetøj med tryk til Halfdan

Endnu en lille gut er kommet til verden og han skulle naturligvis ikke snydes for en lille gave fra mig. Hans mor er meget glad for farven blå og mønstre generelt. Så farven var der ingen tvivl om og med hensyn til mønsteret så går man aldrig galt i byen med geometriske former - efter min mening. 

Jeg har trykt hver enkelt trekant manuelt med tekstilfarve på bomuldslærred. Det krævede ret meget is i maven, at ramme samme afstand og placering hver gang men på den anden side så er det blevet helt unikt. Sengetøjet er med hver sit mønster på "for- og bagside."

lørdag den 11. april 2015

En buket hæklede blomster mens vi venter på sommeren

I disse uger på studiet har vi i grupper arbejdet med at skabe oplevelsesdesign. I min gruppe har vi haft humor og leg som vores nøgleord og ud fra det vil vi gerne skabe udendørs oplevelser med tekstile teknikker. Vi har fået tilladelse af Herning Kommune til at benytte os af de geometriske haver, som ligger lige bag alle TEKOs hvide bygninger. Her vil hvert rum i haverne indeholde en aktivitet såsom for eksempel en strikket hinkebane, en broderet boldvæg, hæklede siddepladser, hvor man kan nyde sin madpakke og meget mere.  Alt dette er under udarbejdelse og skal gerne være færdig og på plads til torsdag, hvor vi får besøg af nogle skoleklasser, som kommer og afprøver "vores" geometriske haver. Fredag står den på fremlæggelse for vores hold samt årgangen under os og efterfølgende vil haverne være åbne for alle interesserede.

søndag den 15. marts 2015

Til en lille april baby

Min veninde fra studiet gik på barsel i fredags og havde inden da bestilt en hæklet abe til sin dreng, der kommer til verden i den kommende måned. Hun havde et ønske til, hvordan den skulle se ud og så gik jeg ellers i gang med at hækle den lille abe. Jeg er meget tilfreds med resultatet og det er min veninde og hendes mand heldigvis også. Glæder mig så meget til at møde den lille gut og familien! Skulle du have lyst til at glæde en anden lille dreng eller pige så kan du finde opskriften på min Ravelry profil lige her

mandag den 9. marts 2015

Babyboom i 2015

2015 synes at være året, hvor der er babyboom blandt veninder, medstuderende og familie. Derfor tænkte jeg, at jeg ville sætte mig ned og lave lidt opskrifter på små enkle rangler, der kan hækles nogenlunde hurtigt og være en brugbar lille barselsgaver fra mig. Resultatet er blevet disse tre rangler, hvor der er lidt for enhver smag og hvor man altid kan lege med farverne og pryde dem med endnu mere broderi, hvis det er det man har lyst til.

lørdag den 28. februar 2015

Nordisk strik i ny form

Jeg har netop afsluttet en spændende strikkeopgave på studiet med overskriften "Nordisk strik i ny form." Kriterierne lød på, at vores model skulle være inspireret af den nordiske strikketradition, være hvid og være i 3D. Herefter fik vi alle udleveret en hvid jersey kjole, som vi kunne gøre med lige hvad vi ville. Jeg gik til opgaven med masser af gåpåmod men måtte skifte retning en del gange, da jeg ikke var tilfreds med udtrykket som modellen fik. Jeg besluttede mig derfor for at ville hækle en dekoration til min kjole og lod mig inspirere af snedriver, der på den ene side er tunge men med naturen som formgiver bliver de mere lette og dekorative i deres udtryk. Ud fra dette begyndte jeg at hækle i stofgarn og satte de hæklede dele på en gine og stille og rolig tog det form. Det endte med denne blanding af det lidt tunge hæklede udtryk sat op imod et mere tyndt og feminint touch. Jeg var efterfølgende heldig med, at en medstuderende var frisk på at stå model for mig så jeg kunne få taget nogle lækre billeder af det endelig resultat. Tak for det Majbritt Thorup Allermann :)

Udover en fremlæggelse af vores design på TEKO skal vores modeller sendes ind til Nordisk Textil Net, hvor de vil blive samlet med andre studerende på skandinaviske designuddannelser, der har arbejdet med samme opgave.

fredag den 6. februar 2015

Følg mig lige her

Jeg er så taknemmelig over alle jer som følger mig her på bloggen. Tusind tak for jeres mails og kommentarer med søde ord og opbakning til bloggen. Det er desværre ikke altid jeg er så aktiv med at få lagt noget nyt ud her på siden men hvis i skulle have lyst til at følge mig på andre sociale medier (der sker lidt mere) så kan i finde mig lige her Facebook, Instagram under brugernavnet Rumfang og selvfølgelig også på Bloglovin' under samme navn. Glæder mig til at se mere til jer derude bag skærmen - vil jo også gerne lære jer lidt bedre at kende og se hvad i går og laver af kreative ting og sager ;)

søndag den 25. januar 2015

Tunesisk hækling - ny favoritdisciplin

I forbindelse med min praktik i Yarnfreak i Aarhus blev jeg præsenteret for tunesisk hækling. Jeg fik lavet en lille prøve og sidenhen har den bare ligget og ventet på at blive til noget større. Så inden juleferien fik jeg endelig købt mig noget passende garn i de farver jeg godt kunne tænke mig at arbejde med. Derefter fik jeg lavet lidt tegninger og skitser til mønstre, hæklet på livet løs og nu er den så endelig blevet færdig. Det er virkelig simpelt og resultatet er jeg ret godt tilfreds med og nye farvekombinationer ligger lige for. Hel klart en ny favoritdisciplin.

fredag den 16. januar 2015

Så er vi på den igen

Så er det i aften, at det går løs igen og jeg glæder mig til at håndboldfeberen igen rammer det ganske danske land. Derfor er Mikkel Hansen også tilbage på bloggen og han er i topform. Rigtig god håndboldfest til jer alle og pøj pøj til drengene i Qatar.

lørdag den 3. januar 2015

Pude med tryk

Så kan man vist roligt vise sine hjemmelavede julegaver frem på bloggen. I november måned blev vi endelig introduceret for trykværkstedet på skolen og jeg har efterfølgende brugt en del timer der efter skoletid. En af dagene blev brugt på at trykke denne sofapude til min søster. Endnu flere tryk er på tegnebrættet og glæder mig allerede til, at skulle vende tilbage til trykværkstedet efter ferien.

lørdag den 27. december 2014

Projekt til "Den Gamle Bys" nye 70'er kvarter

Inden juleferien kunne begynde arbejdede vi med et projekt på TEKO i samarbejde med Den Gamle By i Aarhus. Vi startede med at få en rundvisning i deres nye 70'er kvarter og udstillingen "Hønsestrik og hotpants." Derefter fik vi til opgave at udarbejde et produkt med inspiration fra 70'erne til deres butik. I samarbejde med en medstuderende lavede vi trykte bogomslag til små notesbøger som var vores bud på en brugbar souvenir, der kan bruges til gemme på madopskrifter, scrapbook, skitsebog eller som en dagbog. Selve printet er designet ud fra en tanke om at bruge nogle af datidens kendte hønsestrikmønstre og samtidig blande dem med nogle nye der naturligvis stadig skulle være retro. Derudover lavede vi to udgaver - den røde der er meget 70'er tro og en lidt mere moderne på en grå og lidt mere neutral baggrund. Selve trykket er lavet med en svulme pasta for at give en tekstur, der også kan minde lidt om strikkede masker.

Efter to ugers arbejde med design, prøver, produktion og montering skulle vi så tilbage til Aarhus og præsentere vores produkter for museumsinspektøren og butiksbestyreren. Så der hvor vi er nu er at produkterne er blevet i Den Gamle By til yderligere bedømmelse og inspektion af det øvrige personale. Vi krydser fingre og håber på det bedste.

søndag den 14. december 2014

Broderet julekort 2014

3. søndag i advent bliver brugt på at skrive julekort til nær og fjern. Sidste år modtog jeg det fineste broderede nytårskort fra Japan, hvilket inspirerede mig til selv at brodere mit julekort i år. For når man er lidt af en håndarbejdsnørd som mig så manglede det, da bare at man bruger lidt ekstra tid på julekortet og dermed sender en broderet hilsen til venner og familie. Så i år er der dermed taget hul på en ny tradition med broderede julekort.

mandag den 1. december 2014

Hæklet julesok

Glædelig 1. december til jer alle. Traditionen tro laver min søster og jeg pakkekalender til hinanden og det er så hyggeligt at starte dagen med en gave. Gaverne kan indeholde alt lige fra hjemmelavede ting, slik, nips og andre finurlige ting og sager som vi gerne bruger god tid til at finde så pakkekalenderen bliver så personlig som muligt. Derudover bliver pakkerne pakket fint ind og selv numrene på pakkerne bliver der gjort lidt ekstra ud af. Her d. 1 december har min søster kunne pakke denne hæklede julesok op. Så må vi se om julemanden ikke finder vej til sokken allerede fra i morgen

mandag den 3. november 2014

Mangler du en personlig julegave?

Jeg holder meget af at lave personlige og hjemmelavede gaver til familie og venner og her op til jul vil jeg gerne dele denne glæde med dig. Står du og mangler en hel unik julegave til en du holder af? Det kan være legetøj såsom rangler, bamser eller sengetøj til børnene, broderede puder til en veninde, et broderet familieportræt til bedsteforældrene eller noget helt tredje - designet lige som du ønsker det. Kunne det være noget for dig eller har du blot nogle spørgsmål så tøv ikke med at skrive til mig rumfangblog@gmail.com

lørdag den 25. oktober 2014

Maskinstrik

På TEKO har vi haft et projekt i strik/beklædning, hvor opgaven lød på at lave en metervare inspireret af den engelske strikkedesigner Poul Smith. Jeg tog udgangspunkt i striber og farver, der netop også kendetegner hans enkle design, og noget som jeg godt kunne tænke mig at arbejde med. Metervaren skulle efterfølgende strikkes på maskinen og derefter skulle vi konstruere en model i beklædning. Jeg valgte at sy en enkel nederdel, der skal gøre godt i vinterkulden. 

At kunne strikke metervare på en strikkemaskine er en virkelig fed måde at arbejde på, da det giver virkelig mange muligheder og så går det naturligvis også en del hurtigere end håndstrik. Jeg har derfor også bestilt mere garn hjem så jeg kan lege lidt mere med mønstre og farver på maskinen og har en plan om, at strikke nogle vildt lækre sofapuder...det kommer i helt sikkert til at se mere til her på bloggen.

torsdag den 16. oktober 2014

På højskole i Sverige, Capellagården

I min efterårsferie har jeg besøgt en japansk veninde som jeg har gået på højskole med her i Danmark. Hun går nu på højskole i Sverige, hvor jeg har været så heldig at besøge hende og fået lov til, at følge deres undervisning i et par dage. Capellagården er navnet på højskolen, der ligger på det smukke Öland i det sydøstlige Sverige. 

Skolen har fire linjer: tekstildesign, keramik, træ- og møbel design samt økologisk havedyrkning, der gør det til et mekka for fremtidens kunsthåndværkere og ikke mindst inspiration for kreative sjæle. Kombinationen af fagene gør det også til en helt unik stemning og oplevelse når man er på skolen. I spisesalen serveres maden fx i store keramikskåle og med træredskaber lavet af nogle af skolens tidligere elever og maden er naturligvis økologisk og hovedsageligt fra skolens egen have så vidt det er muligt og som årstiden tillader det. 

Rundt i de små træhuse, hvori eleverne bor er der også indrettet med hjemmelavede møbler, vævede tæpper og keramik i køkkenskabene. I og med at Öland er særlig befolket i sommermånederne så står der en masse sommerhuse tomme som eleverne dermed har mulighed for at leje, hvis de skulle være interesseret i mere plads. Derudover driver skolen også sin egen planteskole i sommerhalvåret når Öland er en turistmagnet. 
 
I de dage, hvor jeg besøgte Capellagården fulgte jeg tekstillinjen, der havde print. Første dag lavede vi kartoffeltryk, hvor opgaven lød på geometriske former og sort tryk på hvidt lærred. Dag 2 bød på print med trykrammer og her var der fri leg med både farver og mønstre. Det var vildt inspirerende, at følge de andre elever og deres arbejde og man følte sig meget velkommen, hvor end man var på skolen.

Skulle du have lyst til at vide mere om Capellagården kan du besøge deres hjemmeside lige her.

søndag den 28. september 2014

Broderet familieportræt

Jeg har brugt weekenden på dette broderede familieportræt af familien Larsen. En udfordrende opgave at få familiemedlemmerne til at ligne de billeder man får tilsendt men meget hyggeligt når de lige så langsomt bliver "fremkaldt" med broderiet. Kunne du også været interesseret i et broderet familieportræt eller andet du har set her på min blog så kontakt mig endelig her for yderligere information rumfangblog@gmail.com God søndag....
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...